De voksnes Samsø, Mit Samsø, Om Samsø

Badepensionærer og landgæster

I 1879 gik kunstmaleren og digteren Holger Drachmann i land på Samsø sammen med sin Emmy Culmsee, med hvem han netop havde giftet sig. Egentlig skulle bryllupsrejsen have været gået til Island, men af forskellige årsager endte parret på Samsø.

Drachmann var foruden kunstmaler og digter også journalist, og han skrev begejstret til de københavnske læsere om øens lyksaligheder. Og med det var turismen på Samsø født!

Hjertelig velkommen
Samsingerne var allerede før Drachmanns tid berømmet for sin store gæstfrihed, hvilket en ferieberetning fra 1873 vidner om. Den unavngivne forfatter – en herre fra hovedstaden – havde fået en invitation:

”Kære x. Såfremt De tror at kunne udholde et ophold på en lille ø, hvor aviserne er 3 a 4 dage gamle, inden de udkommer, og hvor der hverken er Tivoli eller Frederiksberg, da se over til mig i Deres sommerferie. Det eneste, jeg tør love Dem, er, at De skal være hjertelig velkommen hos mig i Deres sommerferie, og at De vil træffe på venlige og gæstfrie folk herovre”.

Det blev et ”ja tak” fra Hr. X, og efter en behagelig sejltur fra Korsør med dampskib og en knap så behagelig landsætning, hvor vor københavnske ven blev udsat for balancegang på rælingen, en ”skandaløs hønsestige ned i dybet”, et skrabet skinneben og en tur i robåd, kunne han omsider tage Samsø i skue.

Gæstfrihed og selskabelighed
Hr. X tilbragte flere dage på øen, og hæftede sig især ved den flotte natur, den fortrinlige mad og de smukke samske piger. Hør blot: ”Af piger mødte vi mange, der gik med hverandre under armen, og mange så pokkers godt ud med deres små såkaldte Gyldenstykshuer på hovedet”, og Hr X. fortsætter: ”Foruden at nyde godt i fuldeste mål af den private gæstfrihed på Samsø og selskabelighed, der florerer på øen i en grad, som en Københavner vanskeligt kan gøre sig noget begreb om”.

I dag har københavnerne fået lært, at den samske gæstfrihed kommer i metermål. Blandt andet på øens overnatnings- og spisesteder, hvor traditionen for det personlige værtskab og serviceniveau blev grundlagt for mere end 100 år siden.

Rødt på kinderne
I løbet af 1910’erne og 20’erne tager turismen fart på Samsø. Strandvejen i Ballen bliver øens fashionable turistcentrum. Flere pensionater oprettes og mange lokale udlejer deres huse for sommeren, mens de selv flytter ud i vaskehuse, brændeskure og lignende.

Badepensioner som ”Glimt”, ”Strandlyst” og ”Samsø Bad” tiltrak prominente gæster fra landets store byer, som tog på landet i flere uger ad gangen. Her nød de godt af den friske havluft, styrkende kost og en god portion morskab tilsat brændevin.

Den vel nok kendteste værtinde på den tid hed Anna Wiberg. Fru Wiberg, der selv boede i København, lejede i starten af 20’erne en tidligere maskinhal af træ på Samsø – det, der i dag kendes som ”Strandlyst”. ”Det slog mig, at Samsø måske var det sted, hvor københavnere kunne få rødt på kinderne igen,” fortalte Fru Wiberg i en artikel i 1943.

Det første år var det sparsomt med komforten. Faktisk blev gæsterne indkvarteret i nærliggende gårde og huse, for der var ingen værelser i det nye etablissement, kun en spisesal. ”Maden, jeg gav dem, vidste jeg var god nok og rigelig, men med udenomsbekvemmeligheder stod det i sandhed sløjt til. Efter mørkets frembrud havde gæsterne kun stearinlys at se ved, og kun få var begunstiget med en servante – resten måtte nøjes med et vaskefad på en stol,” mindedes Fru Wiberg.

Men gæsterne kom tilbage og de tog flere med. Efter ti år, i 1931, kunne Fru Wiberg bygge ”Samsø Bad”, den gule bygning på Strandvejen, der nu hedder Walters Hvile. Stedet blev hurtigt så populært, at hun måtte udvide med tre annekser.

Om den betydningsfulde gæstfrihed forklarede Fru Wiberg: ”Folk befinder sig kun vel et sted, hvor de har en tydelig fornemmelse af, at de ikke udelukkende er et indtægts-objekt, men venner, man gerne vil gøre det godt for. Derfor synes jeg, slidet har lønnet sig, skønt jeg ikke har haft ferie i 23 år. Jeg har set glade mennesker omkring mig og set dem live op efter en anstrengende vinter og komme igen år efter år. Jeg har set dem sværme og forelske sig – ak ja, jeg er blevet menneskekender”.

Et badehotel i Brundby
I en brochure fra starten af 30’erne anbefaler et andet af øens hoteller sig med bl.a. ”landskendt køkken”, ”Danmarks bedste senge (gardersenge)”, ”isafkølet snaps fra egne fryseanlæg” og ”Københavneraften hver tirsdag”. Hotellet hed dengang ”Brundby Badehotel”, skønt der er næsten 2,5 kilometer til nærmeste badestrand. I dag er det berømt landet over som Danmarks eneste Rockhotel.

Hans Lindegaard, der ejede hotellet fra 1889-1932, var en levemand, der sørgede godt for sine gæster. Han sad ofte til bords med sine pensionerer, hvor han med sit forskærersæt skar for af sin livret – grillet lammehoved med spinat. Der manglede hverken vådt eller tørt, hvilket et vers fra den tid vidner om:

En førsteklasses sjus man får
Man begynder med en, og så bliver man ved
Det vil De nok lægge mærke til.

På ekspedition
Datidens badepensionærer og landliggere skulle naturligvis også ud at opleve noget af Samsø under deres ophold. Flere hoteller averterede med udflugter i enten hestevogn eller bil, og i Lindegaards brochure anbefaledes det hotellets gæster ”at tage cykler eller bil med, da vejene er fortrinlige”.

Kom man med damperen fra enten Jylland eller Sjælland til Kolby Kaas, kunne man dengang blive mødt af den entreprenante vognmand Vilhelm Petersen, der tilbød transport rundt på øen i en alderstegen rutebil. En københavnsk turist henvendte sig til vognmanden og spurgte med rynket næse: ”Hvad koster det at køre rundt i sådan i møgspand?”, hvortil vognmand Petersen kvikt replicerede: ”Det kommer sandelig an på, hvor langt møget skal køres”! Jo, selv gæstfriheden har en grænse!

• Der findes mere end 50 overnatningssteder på Samsø – lige fra shelter og hytter til lækre hotelværelser og sommerhuse.
• Du kan læse mere om overnatningsmuligheder her og i miniguiden ”Bo godt på Samsø”.

Senest opdateret: 26/08/2020 11:01