Dorthe Kollos elskede Samsø

Sangerinden Dorthe Kollo fik sin første pladekontrakt som 9-årig, og siden har hun været en fast del af musikverdenen i både Danmark og Tyskland med stribevis af hits på samvittigheden. I 1970, da Dorthe Kollo kun var 23 år gammel, købte hun en bondegård på Samsø – hun trængte til at komme lidt væk.

Tryghed og varme

I mere end et årti var den idylliske bondegård i Toftebjerg Dorthe Kollos tilflugtssted, når musiklivet og stjerneglimmeret blev for meget: ”Da jeg købte gården på Samsø, havde jeg så susende travlt, at jeg trængte til at komme væk og få lidt fred helt for mig selv,” fortæller Dorthe Kollo, der i dag, 34 år efter hun solgte sit samske paradis, stadig er dybt forelsket i ø-livet: ”Jeg elsker øer, da jeg får fornemmelsen af tryghed, varme og frihed.”

Friske æg og gode naboer

Da den smukke sangerinde pludselig befandt sig midt i det lille lokalsamfund, fik det naturligvis samsingerne til at spærre øjnene op. ”De syntes, det var sjovt med sådan en populær kunstnerinde på deres ø, men jeg er jo omgængelig og fik hurtigt venner og bekendte,” fortæller Dorthe Kollo, der blandt andet husker genboens store hjælpsomhed: ”Gamle Johan passede min boxerhund, når jeg ikke kunne tage den med på job. Og så passede og malede han også min gård. Herligt!” Dorthe Kollo var også flittig til at hente friske grøntsager, æg og frisk fisk rundt på øen, og nød at kunne køre rundt på cykel med datteren Nathalie bagpå. ”Eller også røg landsbyens unger om bag i min gamle Ford 1929, der havde en bagklap, der kunne klappes ud. Der sad de så og nød det.” Dorthe Kollo husker mange skønne steder på Samsø, men de bedste minder har hun fra gården i Toftebjerg. ”Jeg havde både hund og kat dengang, og når jeg skulle handle ind i Brugsen lidt længere nede ad vejen, spadserede min kat med og ventede pænt uden for døren, indtil jeg var færdig med at handle.”

Livslange venskaber

Tiden på Samsø var vigtig for både Dorthe Kollo og hendes datter, Nathalie Kollo. ”Købet af bondegården var det allerbedste, jeg kunne gøre for min datter. Hun elsker heste og dyr. Og selve livet på en ø, mente jeg, var tusind gange bedre end i en storby og specielt for et kunstnerbarn, som ellers godt kan blive lidt forvirret af al den hurlumhej. Så Samsø blev også Nathalies paradis.” Særligt et par samsinger fik stor betydning for mor og datter: ”Irene og Vagn Beck Jensen, der ejede Hellemosegaard i Toftebjerg, blev nære venner og derforuden de skønneste plejeforældre for min datter. I dag har jeg kendt dem i 43 år. Vidunderligt!”

1-kollo_flyver

 

På vingerne

Der er ingen tvivl om, at Dorthe Kollo er en livsglad, modig og handlekraftig kvinde, og hun var da også bare 20 år, da hun erhvervede sig et flycertifikat i Tyskland. “Da jeg så købte gården på Samsø, var det oplagt også at tage et dansk flycertifikat, ligesom jeg også købte min egen lille flyvemaskine – en Piper – som jeg nåede at flyve med i mere end 3.000 timer, inden jeg stoppede med det i 1983.”

Samsø – soleklart!

Dorthe Kollo vil altid vende tilbage til Samsø. ”Siden jeg flyttede fra øen, er der sket så mange spændende ting. Der er blandt andet kommet en vidunderlig golfbane, og da golf er min helt store hobby og lidenskab, skal jeg selvfølgelig også spille golf på Samsø. For 6 år siden gennemførte jeg også et halvmarathon på Samsø, og det gør jeg meget gerne igen.”

Fakta om Dorthe Kollo

  • Dorthe Kollo bor i dag i Bremen
  • I 2014 udkom Dorthe Kollos store selvbiografi ”Jeg er stadig her”
  • Dorthe Kollo medvirkede i 2011 i TV-programmet ”Toppen af Poppen”, der blev sendt på dansk TV2

Store hits med Dorthe Kollo4-lllh_cover_stor

  • Gid du var i Skanderborg
  • Velkommen til verden
  • Er De Greven Fra Luxemburg?
  • Vi Skal Leve Sammen

Senest opdateret: 21. Jan. 2019 10:16

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter