Mit Samsø

Michael Falch

Michael Falch har en musikalsk forbindelse til Samsø, som han har besøgt mange gange både som feriegæst og som optrædende på blandt andet Samsø Festival. Her fortæller han selv historien.

Michael Falch: Mit allerførste indtryk af Samsø fik jeg i form af en advarsel. Min farfar fra Rude Mark på Jyllandssiden ville ikke tillade, at min kæreste og jeg tog til Samsø på vores cykeltur. ”Samsinger er nogle banditter!” fortalte han med drama på stemmebåndet. Det viste sig, at en mand fra Samsø engang skulle have snydt ham i en kartoffelhandel. Vi tog nu alligevel til solskinsøen.

Vi var der igen, da vores første barn var et halvt år gammel. Vi boede på et pensionat i Ballen, og vores lille pige havde så ondt for tænder. Efter tre døgn følte os nødsaget til at rejse videre, fordi vi holdt alle andre gæster vågne.

Jeg har spillet rigtig mange gange på festivalen og i næsten alle de formationer, jeg har været i. Med MALURT, med Nye Rejsende, solo flere gange, med Boat Man Love, med DÉT BAND og som gæst hos Poul Krebs. Det har glædet mig meget at se, hvordan min datter Mathilde også har fået en nær relation til festivalen med nogle meget store oplevelser. KrebsFalch og bandet holdt pause i juli 2016, så vi kom ikke på festivalen. Nu gendanner vi os i 2017, ikke mindst for også at kunne komme til at optræde på Samsø Festival.

Særligt forhold til Brundby Rockhotel

Og selvfølgelig har jeg et helt særligt forhold til Brundby Rockhotel, hvor jeg har ligget i træningslejr flere gange og optrådt mange gange, også med mine børn. Mathilde og hendes Jesper blev gift på Samsø, og vi holdt festen i Brundby.

Der festede vi også med fodboldprojektet ShowStars, som det lykkedes at få til Samsø som led i optagelser til ”Rejseholdet”. Poul Krebs og jeg spillede sange på stadion i Tranebjerg, inden vi klædte om og deltog i fodboldkampen. Jeg mener, at Poul brændte et straffespark, og at den brave Flemming Povlsen scorede på saksespark. Jeg gjorde vist ikke noget væsen af mig før til festen bagefter. Og så har Poul jo hus på Samsø og har haft det igennem mange år. Både der og i studiet på Dansebjerget er jeg kommet meget.

Michael Falch

  • Med forskellige bands har Michael lavet hits som ”I et land uden høje bjerge”, ”Mød mig i mørket” og ”Binder mig aldrig igen”
  • Har medvirket i flere film og teaterforestillinger
  • I 1987 fik han en Bodil-pris for Årets mandlige hovedrolle for sin medvirken i ”Mord i Mørket”
  • Ved Danish Music Awards 2014 modtog Michael en Grammy i kategorien ”Årets danske voksenudgivelse (Voxpop)

Senest opdateret: 28/11/2022 10:39