Mit Samsø

Prinsesseglans

Få måneder efter det hollandske kongepar og det danske kronprinspar besøgte øen blev den røde løber atter rullet ud. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella og hendes mor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, kom til Samsø, for at døbe øens nye færge. Færgedåben var Prinsesse Isabellas første officielle hand­ling, og den kun otte-årige prinsesse imponerede alle med sit overskud, gode humør og store nysgerrighed.

Efter dåben i Sælvig besøgte de kongelige gæster virksom­hederne Samsø Bær og Sweet Samsø, der laver henholdsvis marmelade og bolsjer. Prinsesserne havde nogle dejlige timer, og der blev plukket og spist masser af søde, samske jordbær.

Hos Samsø Naturskole i Langør stod naturvejleder Bjarne Manstrup klar med waders, som mor og datter elegant hoppede i. Ude i vandet blev der kigget på dyreliv med en vandkikkert, og en ruse blev tømt for rejer, krabber og småfisk.

Med land under fødderne skulle Prinsesse Isabella sige hej til nogle særlige gæster fra Falkecenter Samsø, nemlig hornuglen Tykke Berta og den kun 14 dage gamle russiske steppeørn, der med prinsessens tilladelse fik navnet Isabella. Med stort mod og overskud til smil tog prinsessen fuglene på armen, og hvis hun selv havde kunnet bestemme, havde hun nok taget ørneungen med sig i kronebilen, så de sammen kunne fordøje dagens mange oplevelser og bakkerne med jordbær.

Senest opdateret: 12/08/2020 13:39