De voksnes Samsø

Med Morgan som midtpunkt

Nemt at komme til fra både Jylland og Sjælland, billige færgebilletter det meste af året, spændende besøgssteder for teknikinteresserede og dejlige overnatnings- og spisesteder. Det er en del af forklaringen på, hvorfor flere og flere bil-, knallert- og motorcykelklubber afholder træf på Samsø.

Øst, vest, midten bedst!
”Alene i 2019 har vi haft besøg af Cadillac, Isetta, Nimbus, Packard, Landrover, Puch Maxi, Yamaha og en klub for blandede veteranbiler. Og det er endda kun dem, jeg har vist rundt her på museet,” fortæller Preben Bograd, der har The Morgan Garage i Besser og er formand for Morgan Club Denmark. Det kommer sådan set ikke bag på Preben, at så mange bil-, knallert- og motor- cykelklubber finder vej til Samsø; ”Mange klubber har afdelinger i både Vest- og Østdanmark, og alene af den grund er det oplagt at mødes i midten. Samtidig har vi, øens størrelse taget i betragtning, ret meget at komme efter, hvis man er motornørd”.

Fintunet feinschmeckeri
Et af de steder er The Morgan Garage, som Preben har indrettet med en usædvanlig omhyggelighed og sans for detalje. Der er Morgan-biler fra 1923 til 2017, heriblandt en LeMans-racer, som Preben har fået istandsat, så den kan deltage i klassiske racerløb. Ud over bilerne er der 1.000-vis af Morgan-relaterede effekter, hvoraf det største er et orgel med piber og det hele – et Morgan! Morgan var ogå det altoverskyggende tema og samtaleemne for det efterårstræf for Morgan Club Denmark, som Preben selv var vært for. ”Vi var samlet næsten 60 medlemmer fordelt på 29 biler til et par herlige dage på Samsø. Vi besøgte Bryghuset, Samsø Tekniske Museum, kunstneren Ulrik Witt og var selvfølgelig også forbi garagen i Besser,” fortæller Preben.

Passion har ingen alder
Morgan-entusiasterne var indkvarteret på Ballen Badehotel, som også stod for middag og fest lørdag aften. ”Tinna og René på hotellet fortjener al mulig ros for hele arrangementet og den dejlige mad. Vi havde hele den store sal til rådighed, så der var god plads til både snak og dans,” forklarer Preben. Morgan er, som så mange andre klassiske køretøjer, en livsstilsbil, og det er da heller ingen hemmelighed, at det typiske medlem af Morgan Club Denmark er på den anden side af 50 år. ”At være Mogan-ejer kræver, at man har levet længe nok, til at have fundet ud af, hvad ens passion er. Nogen finder den, når de er 70, mens andre, som jeg selv, forelsker sig allerede som barn”.

MORGAN

  • Morgan Club Denmark har 300 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen er aktive
  • Morgan Motor Company blev grundlagt i 1910, og de producerer stadig biler
  • Alle Morgan-biler er håndbyggede, og der anvendes bl.a. asketræ i chassisrammen
  • The Morgan Garage i Besser er et hobbyprojekt, hvorfor der er begrænsede åbningstider
  • Læs mere om The Morgan Garage på www.themorgangarage.com

Senest opdateret: 28/01/2021 08:48