Øboere sylter bedst

Det er sloganet for Samsø Syltefabrik, der i mere end 55 år har syltet frugt og grønt fra marker og buske fra nær og fjern. ”Det med, at øboere sylter bedst, er ikke bare pæne ord på en etiket. Samsø har en lang tradition for at præservere fødevarer, og den tradition bygger vi videre på i dag,” fortæller Mads Quistgaard, der er direktør for fabrikken.


Den gode arv

”Det handler om stolthed. Om historie og respekt for de gode råvarer,” forklarer Mads. ”Fra samske husmødre har vi arvet opskrifter, som vi bruger til den klassiske afdeling af vort sortiment. Opskrifter, der er så gode, at de aldrig går af mode. Samtidig følger vi med tiden, og udvikler hele tiden nye produkter med vores kunder som sennep, barbecuesauce, pesto, kirsebærsauce og meget andet.”

Farveskift

I løbet af sæsonen forarbejdes en række forskellige råvarer, og ganske som et trafiklys afløses den ene farve af den anden. ”Vi starter sæsonen med agurkesalat og drueagurker. Lidt efter kommer asier, kartofler og græskar, og så slutter vi med rødkål og rødbeder. De mange forskelligartede produkter gør også, at vi flere gange om året må bygge fabrikken delvist om. Det er meget fascinerende,” siger Mads.

Særligt i den røde tid er der travlt på fabrikken. ”I løbet af en sæson forarbejder vi over 5.000 ton samske rødkål og rødbeder, og når vores 70 medarbejdere arbejder i 3-holdsskift, kan vi komme på at lave helt op til 100.000 glas, spande og dåser i døgnet,” fortæller Mads.

Testvindende surhed

”Mange af Samsø Syltefabriks produkter har vundet smagstests gennem tiden, og det er vi naturligvis stolte over. En af hemmelighederne findes i lagerummet, hvor lagemesteren konstant holder øje med eddikelagen. Nogen steder i branchen bruger man slet ikke rigtig gæringseddike, men eddikesyre, og det lyder ikke særligt appetitligt, synes jeg. På Samsø har vi nogle af verdens bedste råvarer til vores rådighed, og de fortjener, at vi behandler dem ordentligt,” fastslår Mads.

Fakta
• Der er lavet survarer på fabrikken siden 1960.
• Samsø Syltefabrik er eneste producent i Danmark af de traditionelle danske survarer.
• Ud over egne mærker laver fabrikken også produkter for supermarkedskæderne,
Holm, Løgismose, Meyers og andre.
• I sortimentet findes også økologiske og sukkerfri varianter.

Senest opdateret: 21. Jan. 2019 09:27

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter