Livet på Samsø, Mit Samsø, Om Samsø

Slå en cirkel omkring livet

Sommerhusferie er hyggetid! Her kan du med god samvittighed trække stikket ud. Lade tiden gå langsomt. Smide dig på sofaen. Nyde duften af simremad fra køkkenet. Alt det, som en travl hverdag ikke tillader

Et frirum midt i naturen

Mange steder i Danmark ligger sommerhusene tæt op ad hinanden på lange, snorlige grusveje, hvor kun en smal stribe marehalm afslører, hvor den ene grund starter og den anden slutter. På Samsø er det helt anderledes. Her er der nogle få og ikke ret store deciderede sommerhusområder, som alle har hver sit særkende. I Vesterløkken, f.eks., ligger de charmerende huse, hvor nogle er bygget helt tilbage i 30’erne, idyllisk placeret ned mod vandet, mens Mårup Østerstrand med skoven og stranden er mere vild i det. En del af øens sommerhuse ligger i landsbymiljøer eller helt for sig selv som dem i Nordby Bakker.

På Samsø findes der to udlejningsbureauer – Samsø Feriehusudlejning og Feriepartner Samsø. Begge gør de en dyd ud af at hjælpe gæsterne til at få den bedste ferie. ”De gæster, der kommer hertil, kommer for at nyde naturen, gå langs vandet, opleve alt det, der er at opleve. Men de kommer også for at slappe af, og det kan man i et sommerhus. Her er det faktisk helt okay at bruge tid inden døre, hvis det er det, man har lyst til,” forsikrer Lars O. Jensen fra Samsø Feriehusudlejning.

Nyhed: Hyggelighed
Hverdagen i mange familier er præget af travlhed og stramme kalendere, der skal planlægges og samkøres over middagsbordet. En sommerhusferie indbyder til det stik modsatte. ”En uge eller to i sommerhus er en effektiv kortslutning af hverdagens stress og jag. Her kan du slå en cirkel omkring livet. Snakke om alt det, der ellers aldrig er tid til at snakke om, og, endnu vigtigere, lade være med at snakke om alt det, man normalt snakker om. I stedet lade roen gøre sit indtog. Det er jo egentligt en ganske eksotisk, sjælden følelse,” fortæller Inge-Dorthe Ellegård Larsen fra Feriepartner Samsø.

Sommerhus hele året
Sommerhusferie er også oplagt, når det ikke er sommer. Der kommer mange gæster både forår, efterår og vinter, hvor øen er anderledes stille, end den er om sommeren. Stilheden giver en helt særlig, intim stemning, og selv om det skulle risikere at regne og ruske lidt i løbet af ferien, så rejser de fleste hjem med store smil på.

Lej dit næste sommerhus hos
Feriepartner Samsø
Langgade 11, Tranebjerg
8305 Samsø
Tlf.: +45 8780 2600
www.feriepartner.dk/samsoe

Samsø Feriehusudlejning
Besservej 2, Tranebjerg
8305 Samsø
Tlf.: +45 8659 0080
www.samsoferiehus.dk

Senest opdateret: 20/01/2021 12:53