Feriehygge ret forude!

Samsøs kystlinje er på omtrent 120 kilometer, og der er lystbådehavne både øst og vest. Det gør Samsø til en ideel lystsejlerdestination, uanset om du blot er på en endagstur fra Marselisborg eller du er i gang med en længere danmarksfærd.

 
Højt humør for store og små
På østsiden af Samsø findes øens største, mest populære og meget levende havn – Ballen Havn. Her er der dømt ægte feriestemning med mange restauranter, butikker og gode badestrande på begge sider af havnen. Hele sommeren igennem er der masser af mennesker, og i uge 29, når Samsø Festival finder sted kun et par kilometer nord for havnen, er der virkelig gang i byen.

Børnefamilierne er meget glade for de trygge rammer, hvor børnene kan pjaske rundt i den inderste del af havnen, bade på en af strandene eller måske selv gå på opdagelse i byen. Der er iskiosker, forskellige naturaktiviteter og børnevenlige restauranter. Er Ballen ikke nok i sig selv, er man kun en cykeltur væk fra resten af Samsø, hvor den ene ferieuge efter den anden snildt kan fyldes ud med gode oplevelser.

Oplevelser hele året
Selv om Ballen er det sted på øen med flest gæster, er havnens og byens hyggelighed bevaret. Du kan stadig få en snak med et par af de gamle samsinger, kigge forbi den smukke købmandsgård eller spadsere en tur op til den nærliggende landsby, Brundby, hvor du bl.a. kan se den gamle stubmølle eller gå til koncert på Rockhotellet.

I Ballen er der ikke mindre end ti spisesteder, en håndfuld overnatningssteder, adskillige små butikker og spændende aktiviteter for børn og voksne. ”Mange af stederne åbner op i foråret og lukker ned efter efterårsferien. Det giver os en stor fordel frem for mange andre danske havne, hvor der ikke er meget at komme efter, når sommeren er forbi. Samtidig er lystbådeområdet og resten af byen fantastisk godt integreret, så der opstår en atmosfære af ferie og hygge,” fastslår havnefoged Frederik Bilsted Pedersen.

Fremtidens havn
Gennem de sidste par år er store dele af havnen blevet renoveret, udbygget og moderniseret. Senest sidste år, hvor der blev etableret en flot boardwalk langs havnefronten. Her kan man sidde og nyde en forfriskning med fænomenal udsigt over hele havnen og den lille strand, hvor børnene sopper og fanger krabber fra broerne.

”For en håndfuld år siden implementerede vi et online bookingsystem, hvor sejlere kan forhåndsreservere en bestemt plads, og det er der mange, der benytter sig af. Vi har også for nyligt moderniseret flere af molerne, og der er masser af spændende planer for fremtiden,” lover Frederik.

Det skarpe fokus på at forbedre sejleroplevelsen giver glade gæster året rundt, og mange af dem var i 2014 med til at stemme Ballen Havn ind som ”Årets Havn 2014” – en konkurrence, der afholdes af Danske Tursejlere. ”Vi vandt for vores høje serviceniveau, havnefogedsynlighed og gode havnefaciliteter, og det er et fantastisk skulderklap at få,” fortæller Frederik.


Langøre Havn
55°54,6’N 10°38,5’E
Langøre Havn ligger på den nordlige del af Samsø på østsiden i den fredede Stauns Fjord. Langøre er en naturhavn, der har været anvendt siden vikingetiden. Havnen har ca. 4.000 gæsteanløb årligt. Havnen bliver det meste af året brugt af de lokale fritidsfiskere til fiskeri i og omkring fjorden. Fra Langøre Havn har du en enestående mulighed for at opleve det fascinerende fjordområde. Tag f.eks. en tur ud ad vejen mod Samsø Naturskole og Langøre Kirke. Til højre kan du se resterne af skansebyggeriet fra Englandskrigen og til venstre kan du gå op på toppen af den lille bakke Grønhøj, hvor fra du har en mageløs udsigt over hele fjorden. I Langøre er der en lille fiskerestaurant og røgeri, hvor du også kan bestille morgenbrød.


Mårup Havn
55°56,2’N 10°33,1’E
Fra øens nordligst beliggende havn har du noget af øens prægtigste natur lige for dine fødder – Nordby Bakker. Hele det enorme bakkeområde, der strækker sig fra havnen til øens nordligste punkt, Issehoved, er et slaraffenland for vandrere og naturelskere. Havnen ligger ca. 2 kilometer fra Mårup by, hvor der bl.a. findes en DagligBrugs, et galleri med løbende udstillinger og den fine skippergård Beyergården, der er en del af Samsø Museum. Selve havnen er lille og intim med en kiosk, der også sælger et udvalg af lette retter, en sejlerstue og et lille fiskerhus, hvor nogle af de lokale fritidsfiskere får sig en snak og en bajer.


Kolby Kås Havn
55°47,7’N 10°31,9’E
Når du anløber øens sydligste havn, er du garanteret fred og ro. Havnen er også et godt udgangspunkt, hvis du vil opleve sydøen på cykel. Fra havnen er der en overskuelig afstand til Kolby Mølle, Brattingsborg og Vesborg Fyr. Indtil for et par år siden var det fra Kolby Kås Havn, at man tog færgen til Sjæl¬land. Nu sejles der mellem Samsø og Kalundborg fra Ballen Færgehavn, og der¬med er hele Kolby Kås Havn nu forbeholdt fritidssejlere og små erhvervsbåde.

Senest opdateret: 27. Feb. 2018 13:24

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet