Samsøs historie

Samsø i centrum

I dag sørger hurtige motorveje og fantastiske brobyggerier for hurtig samfærdsel rundt i landet. Men havet er den ældste og den mest naturlige samfærdselsåre i Danmark – med Samsø i centrum, midt i havet. Siden mennesket lærte sig at fremstille både og skibe, har vandvejen været en vigtig færdselsåre. Samsøs placering, omgivet af hav, midt i riget, har derfor sat øen i et naturligt centrum og gennem tiderne givet Samsø en vigtig strategisk placering.

Samsøs fortræffelige naturhavn i Stavns Fjord blev i den tidligste vikingetid forbundet med havet vest for Samsø ved anlæggelsen af Kanhave Kanalen. Med en kanal gravet tværs gennem øens smalleste sted kunne en opankret flåde hurtigt forhale både mod øst og vest, og fra en base i Stavns Fjord kunne vikingerne beherske store dele af de indre danske farvande. Læs mere om Kanhave Kanalen her.

At Samsø har haft en vital betydning for vikingetidens krigsflåde ses også af de mange stednavne på Samsø, hvori ordet ”snekke” indgår. Snekke er en betegnelse for vikingetidens krigsskib, der var et let ro- og sejlskib. Arkæologer begyndte i 2010 et forskningsprojekt på Samsø, der skulle samle ny viden om dette emne.

Også i middelalderen, hvor Samsø var kongens ejendom, vidner tre store borge om, at øen har været et sted, der var værd at befæste. De tre store borge var Hjortholm i Stavns Fjord, Visborg ved det nuværende Vesborg Fyr og Gl. Brattingsborg, der lå i Tranebjergs nordlige udkant. I dag fremstår borgene udelukkende som jordværker.

I begyndelsen af 1800-årene, da krig mod England truede, fik Samsøs strategiske placering igen national betydning. For at forhindre englænderne i at sætte sig fast på Samsø, da de herved ville få en god base for herredømmet over det sydlige Kattegat og indsejlingen til Store- og Lillebælt, blev Samsøs eneste havn, Langør, stærkt befæstet. Der blev bygget skanser i en halvcirkel omkring indsejlingen til havnen, og skanserne blev placeret på Lilleør, spidsen af Besser Rev, og den lille ø, Kyholm. Kyholm blev omdannet til et veritabelt fort. Med denne omfattende befæstning af Samsø lykkedes det at holde vandvejene åbne for forbindelsen mellem landsdelene gennem alle krigsårene. Efter krigen, i år 1814, blev befæstningen på Kyholm nedlagt, og i 1831 etableredes her en karantænestation i forbindelse med koleraepidemien i Europa. Trods nedrivning af bygningerne kan du stadig se de gamle befæstningsværker på alle tre skanser, og de er bestemt et besøg værd.

Senest opdateret: 27/11/2020 11:38