Livet på Samsø, Mit Samsø, Om Samsø

Fra byliv til landsbyliv

Det startede med en drøm om et sommerhus, men endte med, at familien Bach Strøm blev 4. generation af tømrermestre i det smukke hus på hjørnet i landsbyen Besser. En beslutning, de ikke har fortrudt et sekund – heller ikke i de mørke vintermåneder.

Vi tager plads om det runde bord i køkkenet hos Peter og Anne Mette. De byder på kaffe, og deres datter Julie på tre år ser tegnefilm og lytter med et halvt øre til samtalen om familiens første år på Samsø. Familien er flyttet ind i en villa med tilhørende værksted, og selvom de stadig er i fuld gang med renoveringen, så er de allerede nået langt med at sætte deres personlige præg på boligen. En bolig med plads til både børn, voksne, gæster og, selvfølgelig, familiens hund, Nanna.

Hvordan har det været at flytte fra Herning til en landsby på Samsø?
Vi er blevet taget så godt imod her i Besser. Naboerne har kigget forbi med jordbær, kartofler og friskfanget fisk, og det gør de stadig. Når vi er til fællesspisning i forsamlingshuset her i Besser, så føler vi allerede, at vi hører til. Julie har haft verdens bedste dagplejemor, og vi ses stadig. Det er hyggeligt for vi er jo længere fra vores netværk, end hvor vi boede før.

Hvordan har det været at finde arbejde på Samsø?
Peter: Jeg har flyttet mit tømrerfirma herover, og jeg var da lidt betænkelig over, hvordan det ville gå, men det havde jeg ikke behøvet, for jeg har virkelig meget at lave. Anne Mette: Jeg arbejder som jobkonsulent og har ansvar for de handicapkompenserende ordninger hos Samsø Jobcenter. Det er spændende at arbejde i en lille kommune, fordi man hurtigt får et stort opgave- og ansvarsområde.

Hvordan har I oplevet jeres første vinter her på Samsø?
Generelt oplever vi årstiderne meget mere herovre. Fordi vi bevæger os mere rundt i landskabet og naturen. Naturen er bare overalt herovre, det er ikke ligesom før, hvor vi gik hen i en park for at være i naturen. Vi bruger mere tid med vores venner her på Samsø i vinterhalvåret, der bliver dejlig roligt, når sommeren er ovre. Det er øens rytme.

Øens rytme
Vinteren på Samsø er rolig, Derfor er der mere tid til at deltage i foreningslivet og bruge tid med de venner og bekendte, man har på øen.

Foråret og det varmere vejr skyder roligt sæsonen i gang. Der begynder at blive mere travlt i butikker, på restauranter, i vejboderne, på markerne og ved seværdighederne.

Sommeren er den tid, hvor mange arbejder (mere end) fuldtid på at give feriegæsterne den bedste oplevelse af Samsø. Det er også den årstid, hvor landmændene er i gang fra tidlig morgen til sen aften.

Efteråret fejer ind over øen, og mange samsinger får gradvist mere tid i kalenderen. Så begynder det lokale foreningsliv igen med tilbud til alle øens borgere.

Du kan se meget mere om at flytte til Samsø på www.tidtilsamsoe.dk

Senest opdateret: 20/04/2024 02:30