Fiskeri på Samsø, Samsøs kyster

Fiskefeber og grejmageri på Samsø

Vi er ægteparret Malthe og Pernille. I 2016 skiftede vi studieboligen i Aarhus ud med et lille hus på Samsø. Fiskeriet har været en del af vores liv tidligere, men Samsøs kyststrækning har betydet, at vi for alvor er blevet ramt af fiskefeber – særligt jagten på´sølvtøj´ – de blanke havørreder.
Tekst og fotos af Pernille Buch og Malthe Holm, tightlinelures.dk

Sølvtøj på gammel gaffel
En dag, ved frokosttid, tog Malthe en gaffel fra køkkenskuffen. Skaftet lignede til forveksling et blink. Gaflen ramte aldrig rugbrødsmaden. Malthe gik nemlig i værkstedet, skar hovedet af gaflen, borede et hul i hver ende, dekorerede det med Pernilles neglelak og monterede en krog i enden. Vi tog på kysten med gaffel-blinket, og en smuk, blank havørred på 58 cm blev fristet.

Grejmageri og havørredfiskeri på YouTube
Oplevelsen med gaffelblinket gjorde os hooked på mere kompliceret grejmageri. Vi har udviklet flere typer endegrej; gennemløbsblink, kystwoblere m.v. Vi deler processerne samt fiskefilm, hvor vi er på kysten efter havørreder, på vores YouTube-kanal, Tight Line Lures.

Børsteormsblink – en havørreddelikatesse
Børsteorm er én af havørredens livretter, og har længe været en inspirationskilde inden for fluebinding. Hvorfor ikke et børsteormsblink? Derfor har vi udviklet et gennemløbsblink, vi kalder “Børsten”, hvor farver og mønster imiterer børsteorme. Det viste sig at være ren havørredslik i foråret, hvor børsteormene sværmer. På første testfisketur – og i første kast – huggede en 45 cm flot havørred.

Udover “Børsten” laver vi også gennemløbsblinket “Spidsmusen”; et livligt blink, støbt i hvidmetal, som vi maler med airbrush i flere forskellige farver og mønstre. Til sidst lakeres blinkene med to lag lak.
Alle blink er designede og håndlavede i vores lille værksted på Samsø.
Knæk og bræk!

Se mere om Tight Line Lures på:

  • youtube.com/c/TightLineLures/
  • tightlinelures.dk
  • Instagram og Facebook: @tightlinelures

Blinkene kan købes her:

  • VisitSamsø, Anton Rosens Plads 3, Tranebjerg
  • Samsø Museumsbutik, Museumsvej 5, Tranebjerg
  • tightlinelures.dk

Senest opdateret: 07/12/2022 04:50