Natur & motion, Naturoplevelser, Samsøs kyster

Ø-CAMINO SAMSØ

Samsø er et stykke Danmark i miniformat

Kyststrækninger med stejle skrænter, bakkelandskab med dybe dale og smeltevandskløfter, hedelandskab og frugtbare landbrugsområder, en fjord med øer og holme samt hvide sandstrande og krystalklart vand. Med vandreturen rundt langs Samsøs kyst oplever du lidt af det hele – i dit helt eget tempo. Den 91 km lange Ø-CAMINO SAMSØ er opdelt i otte etaper a 7-15 kilo­meters længde med udgangspunkt i Ole Pedersens detaljerede og illustrerede vandreguide ‘Fodtur rundt om Samsø’, som kan købes på www.shop.visitsamsoe.dk.
Der er start og slutpunkt i Sælvig, men du kan starte og slutte, hvor du har lyst.

Kort og GPX

Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation eller se ruten på kortet herunder. I turistinformationen på Samsø kan du købe et trykt vandrekort med Ø-CAMINOEN, ligesom det kan bestilles i vores webshop her.

Undervejs på ruten er der selvfølgelig mulighed for at overnatte, købe ind og spise. Du finder overnatningssteder, indkøbsmuligheder og spisesteder på www.visitsamsoe.dk/kort.

Hensyn og gode råd om færdsel i naturen

Generelt er det tilladt at færdes til fods på private stier og veje fra solopgang til solnedgang. Du skal selvfølgelig rette dig efter evt. skiltning og være opmærksom på jagt eller øvrige restriktioner.

  • Du må kun færdes til fods. Ridning, cykling og lignende er ikke tilladt.
  • På privat ejendom: Tag hensyn til ejerne og gør ikke ophold nærmere end 150 meter fra beboelse
  • Tag affald med dig og sov kun på etablerede overnatningssteder
  • Overhold altid Naturbeskyttelseslovens regler for færdsel i naturen.

Læs mere om færdsel i naturen på mst.dk/borger/natur-og-fritid/regler-for-faerdsel-i-naturen

Ø-CAMINO på fem danske øer

Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø har tilsammen en 407 km vandrerute gennem skøn og uspoleret natur rundt på de fem øer. Læs mere på www.oehigh5.dk.

Ø-CAMINO er en del af projektet Øhigh5, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Digital synliggørelse af ruter på Samsø er støttet af Friluftsrådet med Udlodningsmidler til Friluftsliv.

 

Senest opdateret: 12/07/2024 11:16