Lokale råvarer – Samsøfortællinger

Bønderne og bærrene – Samsø Bær

Ude midt i jordbærrækkerne, kun få meter fra kysten, møder vi spanske Juan. Han er rejst den lange vej fra Sevilla til Sildeballe på Samsø for at plukke Aage Madsens jordbær.

”Jeg kan ikke forestille mig et bedre job. Vi bruger dagen på at plukke fantastiske jordbær, mens vi får sol på kroppen. Om aftenen hygger vi os med en masse spændende mennesker fra hele Europa,” fortæller Juan.

Aage Madsen tager hvert år imod godt 80 unge mennesker, der ligesom Juan plukker jordbær, og hyben. Hovedparten af jordbærrene nydes ganske som de er af jordbærelskere over hele landet, mens resten indgår i produktionen af de snapse og marmelader, som Aage laver i samarbejde med tre andre bæravlere.

Fra komfurforsøg til vindermarmelade

”Det hele startede for over 10 år siden, hvor Søren, Morten, Mogens og jeg i flere måneder kogte, smagte og justerede hjemme over komfuret,” husker Aage.

Samsø var i forvejen kendt for sine kvalitetsbær, så det var nærliggende at forarbejde bærrene til marmelade. Efter en masse forsøg var kvartetten klar til at sende sine første to produkter på markedet; jordbærmarmelade og solbærmarmelade. Marmeladerne fik hurtigt mange fans, og i 2006 vandt Samsø Bær den prestigefyldte pris ”Irmas varevalg”, ligesom de fik guldmedalje af Danish International FOOD Contest 2013.

Siden er der kommet en række produkter til sortimentet, bl.a. hybenmarmelade, sommerjam, stikkelsbærmarmelade, hindbærmarmelade og solbærsaft. I 2008 forsøgte Aage og hans kolleger sig med en mindre snapseproduktion, for ”man kan jo lave snaps på næsten alting,” som Aage siger, så selvfølgelig kunne øens bær også bruges. Den første snaps, solbærsnapsen, blev hurtigt en succes, og i dag er der flere varianter. Nu laver de snaps på både hindbær, jordbær, kirsebær, solbær, æble, sensommer, blåbær og valnød fra Samsø.

Snapsen ”Hal Eller” er det seneste produkt fra Samsø Bærs hånd. Hal Eller (halv elleve) er en snaps, der nydes kl. 10.30. På etiketten står der: ”te di søe stuinge i lywe”.

Samsk fra bund til top

Råvarerne til snapsene henter Aage og hans kolleger på egne marker og rundt i øens natur. Kirsebærrene får Aage fra sin nabo og valnødder fra sin bror, men også indpakningen er så samsk, som det kan blive; trækasserne laves af en anden sildeballeborger, etiketterne er designet af en grafiker fra Tanderup og øens trykkeri får trykket på papir.

Snapsene og marmeladerne kan kun købes på Samsø, ”så hvis folk vil smage vores sager, så må de jo en tur herover,” smiler Aage.

Læs mere om historien om de samske jordbær her.

Senest opdateret: 21/11/2022 11:25