Ø-CAMINO SAMSØ
Samsø er et stykke Danmark i miniformat
Kyststrækninger med stejle skrænter, bakkelandskab med dybe dale og smeltevandskløfter, hedelandskab og frugtbare landbrugsområder, en fjord med øer og holme samt hvide sandstrande og krystalklart vand. Med vandreturen rundt langs Samsøs kyst oplever du lidt af det hele – i dit helt eget tempo. Den 91 km lange Ø-CAMINO SAMSØ er opdelt i otte etaper a 7-15 kilometers længde. Der er start og slutpunkt i Sælvig, men du kan starte og slutte, hvor du har lyst.
Turen foregår dels på strand, dels på stier og markveje, dels på asfalt. Enkelte distancer foregår på stenet strand.
Kort og GPX
Du kan downloade Ø-CAMINO SAMSØ som GPX-fil til din navigation eller se turen og etapebeskrivelserne på kortet herunder.
I turistinformationen på Samsø kan du købe et trykt vandrekort med Ø-CAMINOEN, ligesom det kan bestilles i vores webshop her. På det trykte kort findes korte beskrivelser af de enkelte etaper samt seværdigheder, som passeres undervejs.
Undervejs på turen er der selvfølgelig mulighed for at overnatte, købe ind og spise. Du finder overnatningssteder, indkøbsmuligheder og spisesteder på www.visitsamsoe.dk/kort.
Vær opmærksom på, at Ø-CAMINO SAMSØ ikke er en skiltet vandrerute.
Hensyn og gode råd om færdsel i naturen
Generelt er det tilladt at færdes til fods på private stier og veje fra solopgang til solnedgang. Du skal selvfølgelig rette dig efter evt. skiltning og være opmærksom på jagt eller øvrige restriktioner.
- Du må kun færdes til fods. Ridning, cykling og lignende er ikke tilladt.
- På privat ejendom: Tag hensyn til ejerne og gør ikke ophold nærmere end 150 meter fra beboelse
- Tag affald med dig og sov kun på etablerede overnatningssteder
- Overhold altid Naturbeskyttelseslovens regler for færdsel i naturen.
- Se også siden her, hvor du kan læse mere om hensynsfuld brug af Samsøs natur.
Læs mere om færdsel i naturen på mst.dk/borger/natur-og-fritid/regler-for-faerdsel-i-naturen
Ø-CAMINO på fem danske øer
Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø har tilsammen en 407 km vandretur gennem skøn og uspoleret natur rundt på de fem øer – den kalder vi Ø-CAMINO. Du kan købe vandrekort til alle fem vandreture på www.shop.visitsamsoe.dk.
Digital synliggørelse af ruter på Samsø er støttet af Friluftsrådet med Udlodningsmidler til Friluftsliv.
Senest opdateret: 22/04/2025 11:50