Energi Ø

Ø-rådet

Stauns Fjord er kendt som et yndet jagt- og fiskested, men nok mest for 100% træfsikkerhed, når det kommer til smukke naturoplevelser. På vikingernes tid var Stauns Fjord samlingssted for datidens krigere og det søfarende folk.

I dag er blodige kampe og vikingehøvdingen erstattet af kommunalbestyrelse, borgmester og demokratisk engagerede borgere på Samsø. Men der er stadig alvorlige sager at tale om samt sejrstogter, der skal planlægges. Ø-rådet er samlet for at tale om fortiden, nutiden og vandmandschips.

Tiden er inde
Søren Hermansen er opvokset på Samsø. Da Hermansen var barn, tænkte man ikke meget på vedvarende energi. Han husker tydeligt, hvordan ordet biodiversitet pludselig dukkede op ved et topmøde i Rio De Janeiro i 1992, og man begyndte at tale om, at man skulle passe på klimaet.

I dag er det en naturlig del af 6. klasse elevernes hverdag, og i skolen taler de dagligt om, hvad biodiversitet er. De er enige om, at der skal være plads til alle levende væsner, om det så er i Sildeballe eller i Sydamerika. Der er ikke længere tid til at diskutere, om Verden skal gøre noget, men nærmere hvordan?

Mens ø-rådets ældste medlem kigger på de andre, siger han: ”Jeg tror, at jeres generation med Greta Thunberg i spidsen vil være med til at sige Nu bliver vi altså nødt til at tage os sammen og gøre noget! Det kan man kun få en stærk nok stemme til at sige, så nogen hører det, hvis man er mange, som siger det.” Søren kalder på mindre individualitet og mere fællesskab.

Insekter og positive tanker på tallerkenen

På Samsø ser rådet på nye muligheder og teknologier: ”Mit penalhus er lavet af plastikflasker,” forklarer Liva, ”selv om det overhovedet ikke ligner en plastikflaske!”. Ellen fremhæver affaldssortering og vores fødevarer: ”Vi kan købe mere økologi og spise flere insekter”. Sonna foreslår fælles elbiler og elbusser, ”så alle ikke behøver have deres egen bil, men man deles om dem”.

Hvis klimakrisen virker skræmmende og uoverskuelig, er det gode råd at tænke på de positive ting, der også sker. Liva fortæller, at fordi havtemperaturen stiger, kommer der flere vandmænd. Derfor er nogle restauranter nu begyndt at lave chips ud af vandmændene.

Selvom Samsø ikke længere er eneste sted, der får al strøm fra vedvarende energi, ”og heldigvis for det!” tilføjer Hermansen, så mener han stadig, at Samsø spiller en vigtig rolle som eksemplet på, hvad der kan lade sig gøre.

Aftalen
Der er bred enighed om, at Samsø har en helt særlig ro. Her kan man slappe af og gå i sine egne tanker.
Når man besøger Samsø, må man også gerne mærke, at det er et dynamisk samfund med meninger og med beboere, der taler sammen. Det er noget af det, Hermansen værdsætter ved Samsø: ”Samsøs forskellighed er noget af det, vi er stolte af! Vi er en ø fuld af originaler, og du kan være heldig at møde nogen af dem,” fortæller han med et smil.

Mødet er hævet, og aftalen om at deltage i klimakampen er vedtaget.

  • Søren Hermansen er direktør for Energiakademiet i Ballen.
  • Han har fra starten i 1997 været med til at gøre Samsø til Danmarks første vedvarende energi-ø.
  • Samsø er i dag 100% selvforsynende med strøm fra vindmøller og solceller.
  • Liva, Ellen og Sonna går alle i 6. klasse på Samsø Frie Skole.

 

Senest opdateret: 25/02/2021 12:46