Et meteorologisk midtpunkt

Lidt nord for landsbyen Permelille rager en stor, hvid kugle op i landskabet. Det ligner mest af alt et fodboldtrofæ i overstørrelse, men det er hverken landsholdskæmper eller boldglade Permelilleborgere, der har opført det særprægede konstruktion. Af Jacques Rahr

Det har til gengæld Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, hvor meteorolog Mads Kristensen forklarer: ”Bolden, eller radomen, som den rettelig hedder, huser en antenne, der både kan sende og modtage radarsignaler. Radaren fungerer lige som et ekkolod, som måler afstanden til havbunden i lige linje nedad. Vejrradaren skal dække hele atmosfæren omkring sig, så den skyder elektromagnetiske bølger afsted i alle retninger og vinkler, hvilket er forklaringen på dens kugleform.”

Placeringen ved Permelille på Samsø er ikke tilfældig, fortæller Mads, der selv er bosiddende på Samsø: ”Radaren har en rækkevidde på omkring 240 kilometer, så radaren på Samsø dækker næsten hele landet. Terrænet omkring radaren er fladt og fraværet af høje bygninger sikrer, at radaren har en uhindret udsigt til himlen, hvilket er afgørende for dens præcision. Og så er Permelille med sine 28 meter over havniveau øens højest beliggende landsby”.

Sne på skærmen
Radaren på Samsø bruger DMI til at måle, overvåge og forudsige nedbør i Danmark. ”Når radarens elektromagnetiske signaler møder nedbør som regn, hagl eller sne, skaber de refleksioner, og det er de refleksioner vi bruger, når vi skal måle nedbørens hastighed og intensitet,” forklarer Mads.

Permelille-radaren er udstyret med den nyeste teknologi, som inkluderer dual-polarisation, fortæller Mads: ”Vi kan måle både horisontale og vertikale dimensioner af nedbørspartikler, hvilket giver en mere nøjagtig bestemmelse af nedbørstyper. Teknologien er meget nyttig, når vi skal forudse ekstremt vejr som skybrud eller snestorme, og den præcise data, som radaren bidrager med, giver os en bedre forståelse af klimaet og vejrfænomener, hvilket også er vigtigt i vores forskning.” Et meteorologisk midtpunkt

RADOMEN PÅ SAMSØ:
Radaren i Permelille blev opstillet i august 2023.
Installationen består af et 20 meter højt stålgittertårn med en vindeltrappe, som fører op til radomen, en tynd, hvid skal på syv meter i diameter.

Senest opdateret: 01/09/2025 02:35