Bryllup på Samsø

Drømmebryllup på Ballebjerg

Nana Rytter Nielsen og Allan Priess Poulsen fik alle deres ønsker opfyldt, da de placerede deres bryllup på toppen af Samsø.

Hvor mange vil vi invitere? Skal vielsen foregå i kirke eller udendørs? Har vi overhovedet råd?

Et bryllup er for de fleste en af livets absolut største dage, men også en begivenhed fuld af store beslutninger. For Nana Rytter Nielsen og Allan Priess Poulsen gik alle ønskerne op i en højere enhed på Samsø.

Parret blev gift lørdag den 2. september 2017. Langt størstedelen af gæsterne ankom allerede fredag til en 48 timer lang bryllupsfejring. Ønsket om et weekendbryllup var en af de primære årsager til, at brylluppet blev placeret på netop Samsø.

Samlede gæster fra hele landet i midten

”Vi elsker at feste, og derfor var vi helt fra begyndelsen enige om, at vores bryllupsfest gerne måtte vare så længe som muligt. Mange har fortalt os, at deres eget bryllup syntes ovre på et øjeblik, så også derfor ville vi gerne forlænge oplevelsen. Ved at placere brylluppet på en ø og samle alle gæsterne ét sted, sikrede vi os samtidig, at ingen var nødt til at køre hjem i bil eller at stå op tidligt næste dag for at hente deres børn. Det var 100 procent fest, og det fungerede fantastisk,” fortæller Nana.

Nana er opvokset på Samsø, og alene derfor var det naturligt at se i den retning, da brylluppet skulle planlægges. Men tradition var langt fra den eneste årsag til, at bryllupsfesten endte på Samsø, fortæller Allan.

”Fordi Samsø ligger præcis midt i Danmark, gav det stor logistisk mening at placere brylluppet her. Cirka halvdelen af gæsterne var fra Jylland, og den anden halvdel fra Sjælland, så alle havde relativt kort transporttid. Derudover syntes vi, at der var noget romantisk og fint over, at weekenden for alle gæsterne begyndte med en afslappende færgetur til øen,” siger han.

Reelt begyndte weekenden for de fleste endnu tidligere, idet der var arrangeret fælles bustransport til færgen, hvilket ifølge brudeparret var med til at ryste gæsterne sammen fra første færd. Et forhold, som i sidste ende gjorde selve bryllupsfesten mere løssluppen og mindre formel.

Vielse med malerisk udsigt

Selve vielsen fandt sted på Samsø højeste punkt Ballebjerg, et ekstraordinært smukt naturområde, som flere gange tidligere er blevet benyttet til udendørs bryllupper på øen. Samsø har flere hundrede ekstra årlige solskinstimer end størstedelen af det øvrige Danmark, og øen levede op til sit solbeskinnede ry, idet solen stod højt på himlen under hele vielsen. Seancen var vendt imod den åndeløse udsigt over bakkelandskabet og Kattegat, og nogle gæster tog plads i det lille udkigstårn, hvilket kun gjorde udsigten endnu mere spektakulær. Da parret havde sagt ja til hinanden, og bruden havde sunget Søs Fengers ”Du er” til sin mand, var der bryllupskage og champagne i det fri. Ifølge Nana i det perfekte sceneri.

”Min stedfar havde lavet et lille alter, og min søster havde udsmykket fantastisk flot med blomster. Det hele var så fint og levede op til alle mine forventninger og mere til. Omgivelserne ligner nærmest et maleri, så der var skruet helt op for de romantiske rammer, og gæsterne blev blæst fuldstændig bagover af benovelse. Vi kunne simpelthen ikke have ønsket os en smukkere vielse,” siger hun.

Bryllupsfest på campingplads

Den efterfølgende bryllupsfest foregik i festlokalet på Sælvigbugtens Camping. Et forslag som Allan Priess Poulsen til at begynde med lige skulle sluge, men som han endte med at omfavne helt og holdent.

”Da Nana foreslog, at vi holdt bryllupsfesten på en campingplads, sagde jeg til at begynde med nej. Jeg mener; bryllup og camping har jo umiddelbart ingenting med hinanden at gøre. Men da jeg første gang så stedet, var jeg faktisk ikke længere i tvivl. Omgivelserne er super smukke, og stedet ligger lige ned til vandet. Ikke mindst råder campingpladsen over så mange hytter og værelser, at alle kunne bo i nærhed af hinanden, hvilket gjorde hele oplevelsen endnu mere intim,” siger Allan.

Allerede fredag blev festlokalet taget i brug, da brudeparret tog imod sine gæster med en uformel middag og fest. Dagen efter var lokalet som forvandlet med alverdens udsmykninger, balloner og masser af blomster. Brudeparret havde hyret den lokale kok Henrik Griebel Anesen, et band i Aarhus og en DJ i København. Sammen sørgede de for at sætte rammerne for en fest, der varede til den lyse morgen, helt i brudeparrets ånd.

Stort bryllup til små penge

Søndag jagede størstedelen af bryllupsgæsterne tømmermændene på flugt med en morgendukkert i havet efterfulgt af fælles morgenmad i formiddagssolen. Ud på eftermiddagen sagde brudeparret farvel til sine i alt 110 gæster efter en weekend fuld af minder for livet.

”Alene antallet af gæster var en udfordring i den forstand, at det er svært at finde steder, hvor så mange mennesker kan bo tæt sammen. Og det havde været et stort ønske helt fra begyndelsen. Derudover var vi i stand til at gøre det hele relativt billigt, selv om vi inviterede mange gæster. Vi ville gerne holde en stor bryllupsfest, men vi havde intet ønske om at bruge flere hundrede tusinde kroner på det. Det var uden tvivl sket, hvis vi havde holdt festen i København, hvor vi bor,” siger Nana.

For hende har Samsø altid været lig med barndom, familie og hygge. Nu er øens idyl også blevet kædet sammen med hendes mand og deres familie og venner efter en bryllupsfejring, der oversteg alle parrets forventninger.

Senest opdateret: 02/12/2022 11:31