Samsø Labyrinten
Samsø Labyrinten er verdens største Labyrint. Med et areal på 60.000 m2, svarende til 12 fodboldbaner, og et stisystemte på 5½ km, er den som sådan godkendt af Guinness World Records.
Du mister hurtigt orienteringen, når du bevæger dig ind i Labyrinten, og allerede efter de første sving kan du fare vild. Da der er 186 T-kryds, kan du nemt gå i ring eller ende i en blindgyde.
Der er 8 mål i Labyrinten, som ligger i forskellig afstand fra start. Ved blot at vandre planløst rundt, er det langt fra sikkert, du finder disse mål, der ligger godt gemt mellem træerne. Du skal derfor bruge en Stifinder, der er en quiz med en række spørgsmål. Valget af mål afgør længden på turen. Templet er vores hovedmål og ligger i Labyrintens hjerte. En tur til Templet og retur tager ca. 1-1½ time og udgør mellem 2,5 og 3 km. Vil du gå en kortere tur, vælger du blot et af de andre mål. Midgård er et andet af Labyrintens mål. Her finder du en meget stor aktivitetsbane og store picnic borde, hvorfor dette mål er velegnet til børnefamilier.
Med Stifinderen i hånden går du ind i Labyrinten, og ved hvert T-kryds skal du besvare et spørgsmål. Der er to svarmuligheder, og svarer du rigtigt hver gang, finder du til sidst frem til det valgte mål. Hvis du svarer forkert på blot ét spørgsmål, risikerer du at fare vild! Stifinderne fås i flere sværhedsgrader for voksne, familier, børn og for blandede grupper, og der er over 50 forskellige emner.
At gå i Labyrinten er en naturoplevelse i sig selv. Bevoksningen består af over 20 forskellige slags træer og buske. Og du kan være heldig at møde nogle af områdets 30 fuglearter eller andre dyr som hare og ræv.
Labyrinten er ideel for feriegæster, familiefester, lejrskoler og til firmaarrangementer.
De fleste af labyrintens gæster bruger et par timer på oplevelsen.
Senest opdateret: 06/10/2024 17:50