Villages

Østerby [Jystebøy]

Østerby gennem tiden
I 1758 bestod Østerby af 8 store bøndergårde, den fine, nu nedbrændte ’Kapellangaard’ og 20 såkaldte stadssvendshuse. Siden da blev bøndergårdene gradvist lagt øde og ind under hinanden, så der i dag kun er to af de store tilbage: Østerholm (nr. 2) og Søndergård (nr. 13). Mange gårde er brændt gennem tiden – blandt andet fordi utilfredse tjenestefolk stak ild på dem som hævn for dårlig behandling!

Byen gennemgik en rivende udvikling op gennem 1900-tallet: De store gårde blev langsomt udstykket, tyve husmandssteder fik jord nok til at kunne leve af det, og byen fik både elværk og vandværk – noget, der revolutionerede hverdagen. Der blev bygget nye huse og anlagt en ny vej, der gjorde Østerby til en såkaldt ’rundby’. Byen summede af aktivitet, fordi folk stadig arbejdede, hvor de boede.

I dag fremstår Østerby stadig velbevaret. Det er en landsby, hvor man kommer hinanden ved; for eksempel mødes borgerne regelmæssigt i regi af landsbyens bylaug.

Bøgebjerg har været et vigtigt samlingspunkt for Østerbys (og Samsøs) borgere gennem tiden. Her har man holdt politiske møder, grundlovsstævner og afholdsfester. Her fandtes tidligere både en dansepavillon og et udsigtstårn på toppen. Grundlovsfesterne tiltrak op til 900 deltagere. Ved foden af bakken ses stadig resterne af en talerstol, der blev brugt ved de politiske møder. Og på toppen af Bøgebjerg står en sten med et navn udhugget: Søren Jørgensen fra Østerholm (nr. 2), der havde Bøgebjerg i fæste. Bemærk, at Bøgebjerg er privat grund. Bliv venligst på stien og vend om ved talerstolen.

Bishøj er de underjordiskes primære tilholdssted i Østerby. Her har mange oplevet sære ting gennem tiden – lige fra tudende sorte hunde til kurve, der forfølger én ganske af sig selv.

Download byvandringsfolder over Østerby

Last updated: 06/03/2024 13:48