Tid til det hele på Samsø

Iben Corfixsen og Kasper Sørensen har byttet en travl tilværelse i København ud med et roligt ø-liv på landet i Kolby. Her er der tid og plads til at folde drømmene ud.

 
”Det er planen, at alt her skal kunne spises om fem år”, fortæller Kasper Sørensen, imens vi begiver os igennem en mere vildtvoksende etape af den 3000 kvadratmeter store have. Her får græs og buske lov til at te sig stort set, som de vil. Der er kun slået enkelte stier gennem græsset. Haven er et af mange plusser ved huset i Kolby, som Kasper flyttede ind i sammen med kæresten Iben og sønnen Jarvis på 19 måneder. I en mere veltrimmet sektion af haven er et drivhus under opførelse, og på kort sigt er der planer om vagtler, høns og kaniner.

På den lange bane har Iben og Kasper blandt andet planer om at bygge en længe til huset, der skal indeholde et orangeri med mere eksotiske planter.

”Vi har planer nok til de næste 10 år”, erkender Kasper.

Næsen rettet mod hinanden
I september 2017 flyttede parret til Samsø fra København. På det tidspunkt havde de snakket om at flytte på landet i nogle måneder. Jarvis var ved at være dagplejeklar, og de var selv klar til at få lidt mere plads omkring sig.

En svensk ødegård i Sverige var i tankerne en overgang, men parret valgt i sidste ende Samsø. Her kunne de få et billigt hus, og Iben havde skaffet sig et job hos en frisør i Tranebjerg. Kasper havde ikke noget job på hånden, men regnede med, at han kunne bruge sin håndværkserfaring eller sin uddannelse som landskabsarkitekt et sted.

”Hvis vi bare var flyttet på landet et sted, så tror jeg, folk har blikket rettet mod alle mulige steder. Men på en ø har alle folk blikket rettet mod hinanden. Den tanke tiltalte os,” husker Kasper.

”Og så havde vi en forestilling om, at der ville være et godt nærmiljø, og det har vi fået bekræftet. På Samsø snakker man med hinanden – både unge og gamle. Det var ikke sket i København. Her snakker man mest med typer, som minder om én selv, hvis man overhovedet har tid til at snakke med nogen”, supplerer Iben.

God tid
Netop tiden var en af de ting, Kasper og Iben regnede med at få mere af ved at forlade storbyen. Og det har de virkelig fået. Især nu, hvor Iben har åbnet en frisørsalon i huset, i stedet for at skulle tage til Tranebjerg for at arbejde.

”I København var vi hele tiden presset på tid, og vi følte, vi skulle vælge fra hele tiden. Nu sparer vi en masse tid på transport hver dag. Og det, at jeg kan arbejde herhjemme, betyder også, at jeg kan bruge tiden til noget praktisk, hvis jeg ikke har kunder i butikken. Eller hente min søn tidligt,” siger Iben.

Selvom Kasper sidenhen har fået fultidsjob som byggesagsbehandler i Samsø Kommune, så føler han også, at han har fået mere tid ved at være flyttet til Samsø. Tid som blandt andet kan veksles til projekter:

”Vi føler, vi kan tillade os at drømme her. Vi kan bygge til, hvis vi vil. Vi kan få dyr. I det hele taget føler vi, vi kan gøre som vi vil. Og vi ser også familien på en anden måde. Tidligere kunne jeg godt være lidt træt af at besøge familien og så bruge det meste af tiden på at sidde og drikke kaffe. Når folk kommer herover og overnatter, så får de mulighed for at følge vores hverdag, og vi er sammen på en helt anden måde.”

Den skønne vintertid
Kasper og Iben flyttede til Samsø da sommeren var ved at være slut, og den mørke vinter ventede. Men mørket og de turistforladte vinterdage har ikke afskrækket dem. Tværtimod.

”Det var fedt at prøve vores første vinter herovre. Det var vildt mange stjerner og masser af fred og ro. Nu er vi spændte på at se, hvordan det bliver, når turisterne kommer. Men jeg tror heldigvis ikke, de finder helt herud,” smiler Kasper.

I det hele taget nyder de tilværelsen på Samsø i fulde drag.

”Vi tænker ikke over, om vi kunne bo andre steder. Nu er Samsø vores hjem. Det eneste, jeg savner, er lidt mere økologisk bevidsthed herovre. Ellers ikke noget.”

Iben supplerer:
”Ja, det er det helt rigtige for os. Og vi har faktisk taget os selv i at være lidt sure, når vi har været i København sidenhen. Så har vi det som om, at vi spilder vores tid og bare vil hjem til Samsø igen.

Senest opdateret: 02. May. 2019 09:16

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter