Samsøs bedste kartoffelmad – Vinder 2016

Restaurant SAK serverede årets bedste kartoffelkreation, da Samsø endnu engang lagde råvarer og lokaler til den tilbagevendende konkurrence Samsøs bedste kartoffelmad. Begivenheden fandt sted lørdag den 28. maj.

Jomfruhummer, syltede æbler, fermenteret lime, sprøde mandler, cremet brændt purløgssmør. Og så selvfølgelig de obligatoriske nye samsøkartofler. Det var et udpluk af ingredienserne i den kartoffelmad, der faldt i allerbedst smag hos dommerpanelet, da VisitSamsø, Samsø Restauratørforening og Samsø Fødevarenetværk for 5. år i træk havde dækket op til kartoffelfest og kåringen af Samsøs bedste kartoffelmad.

Det var Restaurant SAK, der stod bag den prisvindende kartoffelmad, som var i skarp konkurrence med otte andre delikate madder fra en række af øens spisesteder. For hvor andre lokale kokkekonkurrencer ofte har deltagere fra hele landet eller endog udlandet, er Samsøs bedste kartoffelmad alene for samske spisesteder, hvilket der findes 35 af.

Godt 630 gæster var dukket op til festlighederne i Samsø Hallen. Her kunne de overvære de lokale kokkes bestræbelser på at fremtrylle den bedste kartoffelmad, samtidig med at de selv kunne sammensætte og spise deres egen favoritmad fra den store kartoffelbuffet, der også bød sig til med sild, friske krydderurter og hvad der ellers hører til en god kartoffelmad. I løbet af hele dagen sørgede konferencier Peter Aalbæk Jensen for, at stemningen var i top.

Stjernebesat dommerpanel på hårdt arbejde
Dommerpanelet bestod i år af den michelinbestjernede kok Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro, madskribent og kogebogsforfatter Nadia Mathiasen, hele Danmarks smørrebrødsdronning Ida Davidsen, den samske kartoffelavler Jørgen ”Bubber” Jensen, madblogger og madanmelder ved gastro Rasmus ”Feinschmeckeren” Palsgård, kok og restauratør Rasmus Munk fra Restaurant Alchemist og Jesper Koch, der har flere Michelin-restauranter på samvittigheden, og som blandt andet er kendt fra TV-programmerne Madklubben og Masterchef.

De syv dommere smagte i løbet af dagen på ni meget forskellige kartoffelmadder, og bedømte dem ud fra kriterierne komposition, smag, helhedsindtryk og nyhedsværdi.

Efter at have beset, duftet og smagt og vurderet de forskellige serveringer, faldt vindervalget altså på kartoffelmaden fra Restaurant SAK, som dermed kunne tage hjem med årets kartoffeltrofæ og diplom samt ikke mindst anerkendelsen fra det dygtige dommerpanel. Restaurant SAK vandt i øvrigt også konkurrencen i 2014.

Andenpladsen gik i år til Restaurant Dokken, mens tredjepladsen tilfaldt Restaurant Ilse Made.

Der bliver dog næppe lejlighed til at hvile på laurbærrene, for næste års konkurrence vil uundgåeligt byde på endnu flere opfindsomme fortolkninger af den traditionelle, danske kartoffelmad.


Restaurant SAK – 1. plads
Læs mere om Restaurant SAK

Skønt smørristet rugbrød med purløg fra Lones have forenes i cremet brændt purløgssmør, rygeostmaskerede Arielle-kartofler fra Langemarksgaard, jomfruhummer, sprøde mandler, fermenteret lime, sort hvidløg, syltede Jonagored-æbler, asparges fra Toftebjerg, puffede kartofler.

 

 


Restaurant Dokken – 2. plads
Læs mere om Restaurant Dokken

Kogte, syltede og røgede kartofler fra Alstrup 4, groft kernerugbrød, brunet smøremulsion, kartoffelmayo og vilde urter.

 

 

 

 


Restaurant Ilse Made – 3. plads
Læs mere om Restaurant Ilse Made

Pommes Anna af Samsøkartofler, bacon fra Samsø, hjemmebagt kernerugbrød med purløg/havtorn-mayonnaise. Pyntet med aske af porre, syltede rødløg og karse.

 

 

 

 


Restaurant Skipperly
Læs mere om Restaurant Skipperly

Kartoffelrugbrød med rug og solsikkekerner, løvstikkesmør, Arielle-kartofler, karse, syltede perleløg, syltelage, juicet og friteret kartoffelsaft, karsemayo, sprødt kyllingeskind.

 

 

 

 


Restaurant Flinchs
Læs mere om Restaurant Flinchs

Confiterede kartofler, pighvar, pighvarrogn, rabarber, grønne jordbær, asparges, urtemayo, creme fraiche.

 

 

 

 


Hotel og Madhus rumogrooms
Læs mere om Hotel og Madhus rumogrooms

Kartofler fra Samsø, aske, hvide asparges, mayo med ramsløg og estragon, rå chokolade, brød, ramsløgblomster

 

 

 

 


Restaurant Strandlyst
Læs mere om Restaurant Strandlyst

Rugbrød bagt med fermenterede kartofler og hampfrø, Strandlysts røgost på Jerseymælk fra Nordby, nye kartofler confiteret i baconfedt, nye kartofler kogt med asparges og krydderurter, kartoffelroulade med persille, Ørums morgenchili, løg kogt med honning, hyldeblomster og ingefær, drys på kartoffel og persille, kartoffelspiral på nye kartofler, asparges som rå, radisser fra haven.

 

 


Smokehouse Langør

Rugbrød fra Bageriet i Ballen, nye Samsøkartofler toppet med hjemmerørt varmrøget laksesalat fra Smokehouse og hjemmelavet rabarberkompot pyntet med ramsløgsblomster. Sidetilbehør: Røget salt.

 

 

 


Restaurant Behrnt
Læs mere om Restaurant Behrnt

Samsøkartoffel Mille Feuille. Smørstegt rugbrød, karsekogte kartofler, sprøg panchetta, rygeost Panna Cotta med syltede kartofler, karsegelé og karsemayo, rygeostcreme, Pommes Parisienne med karsestøv og panchettastøv, ruccola og ramsløgsblomster, karse og gartnerkarse.

Senest opdateret: 01. Jun. 2016 14:49

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet