Samsøs bedste kartoffelmad – Vinder 2019

Det brave dommerpanel satte tænderne i otte smagfulde kartoffelmadder ved kokkekonkurrencen ”Samsøs bedste kartoffelmad”, der blev afholdt lørdag d. 25. maj.
Efter en grundig votering stod det klart, at Samsø Madkulturhus kunne hæve pokalen.

Kokkekonkurrencen blev afholdt for 8. år i træk, og endnu engang var publikum og dommerpanel vidner til gastronomi på meget højt niveau.

Noget så eksotisk som fermenteret kinakål, kimchi- og yuzumayo, sprøde nudler, korianderkarse og, selvfølgelig, de obligatoriske nye Samsø-kartofler i syltet, friteret og kogt tilstand var dét, der gjorde forskellen for Matti Klixbüll Iversen fra Samsø Madkulturhus. Samsø Madkulturhus’ mad med titlen ”Kartoffelmad som øst for Samsø” tog guldet foran syv andre velsmagende og kunstfærdige stykker smørrebrød fra de lokale spisesteder, der stillede op ved det, man kan kalde landsmesterskabet i kartoflens ædleste fremtræden på det danske frokostbord.

Andenpladsen gik i år til Restaurant Skipperly, mens tredjepladsen tilfaldt Smokehouse Langøre.
Restaurant Skipperly kunne også smykke sig med ”Publikumsprisen”, der gives alene på baggrund af publikums stemmer.

Et udstillingsvindue for samsk kvalitet
”Samsøs bedste kartoffelmad” er mere end blot en kokkekonkurrence for de samske restauranter og caféer, hvilket der findes 35 af. Det er en dag, hvor vi sammen fejrer øens verdensklasse råvarer og gode spisesteder godt garneret med hygge og samvær.
Mere end 500 gæster tog for sig af både underholdning, kloge ord fra dommerpanelet og ikke mindst af de nye Samsø-kartofler, sild, krydderurter og alskens andre gode sager, der var sat frem på de store tag-selv-borde. Akkompagneret af skålen i lokalt øl, snaps og saft gik snakken lystigt.

Stjernebesat dommerpanel
Arrangørerne kunne igen i år med stor stolthed præsentere et dommerpanel bestående af nogle af landets fremmeste kvinder og mænd udi gastronomi, smørrebrød og kartofler:

Den dobbelt michelinbestjernede kok Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro, direktør for Samsø Grønt, Hans Jørgen Buur, madskribent og kogebogsforfatter Nadia Mathiasen, hele Danmarks smørrebrødsdronning Ida Davidsen samt hendes søn, restauratør Oscar Davidsen Siesbye, kok og innovatør Jesper Koch, mad- og vinskribent Rasmus “Feinschmeckeren” Palsgård og TV-vært samt madskoleejer Timm Vladimir fandt i fællesskab frem til vindermadden, der ligesom de syv andre deltagermadder blev bedømt på komposition, smag, helhedsindtryk og nyhedsværdi.
Filmmand, landmand og provokatør Peter Aalbæk Jensen var dagens konferencier.


Samsø Madkulturhus – 1. plads
Læs mere om Samsø Madkulturhus

”Kartoffelmad som øst for Samsø”: Kartoffelmad med fermenteret kinakål, sprød topping og “hemmeligt krydderi”


Restaurant Skipperly – 2. plads og publikumspris
Læs mere om Restaurant Skipperly

”Kartoffel, karse, unika og chartreuse”: Nye kartofler, Fermenterede kartofler, Røgede kartofler, Chartreusekartofler i karsegelé, Kartoffelchips, Æggehvidemayo på røget kartoffelskræl, Kartoffelrugbrød, Ask fra Arla Unika med brunet smør, Blomster og karse, Løg


Smokehouse Langør – 3. plads
Læs mere om Smokehouse Langør

”Tolderens Kartoffelmad”: Røget hornfiskemørbrad, Friskfangede, håndpillede fjordrejer, Hornfiskemousse, Kartofler, Rugbrød


Restaurant Dokken
Læs mere om Restaurant Dokken

Samsøkartofler kogt i rødbede, Hjemmesyltede rabarberblade med jomfruhummermousse, Tang med sesam, Røgede rejer, Stenbiderrogn i kold hollandaise, Sprødt knækbrød af Samsø Stout, Asparges og strandurter, Rugbrød


Samsø Madsnedkeri
Læs mere om Samsø Madsnedkeri

”Tak for Maden”: Rugbrød, Fedt med knas, Anderilette, Kartofler i Samsø Salsa, Lufttørret andebryst, Radiser, Estragonmayo, Pommes Allumettes


Tante Tut og Onkel E – Hotel og Bistro
Læs mere om Tante Tut og Onkel E – Hotel og Bistro

Rugbrød, Kartofler, Kartoffelsalat med radiser, rødløg og frisk koriander, Cremefraiche, Dildmayonnaise, Ris Puf, Boghvede/sesam


Restaurant Behrnt v. Ballen Badehotel
Læs mere om Restaurant Behrnt v. Ballen Badehotel

Samsøs fantastiske kartofler præsenteret, ledsaget og tilberedt: Kogt, puréret og fritteret med tilbehør af: Sennep og peberrod, Rabarber og friske krydderurter, Salat og spirer, Asparges samt surt og sødt, Touch af hjemmerøget, sprængt vildgås fra Samsø, Anrettet på rugbrødsbund


Nordby 13
Læs mere om Nordby 13

Rug, Kartoffel, Sommergrønt, Urter


Praktiske informationer
Samsøs bedste kartoffelmad 2019 blev afholdt i Samsø Hallen lørdag den 25. maj.
Konkurrencen arrangeres af VisitSamsø i samarbejde med Samsø Restauratørforening
I 2020 afholdes Samsøs bedste kartoffelmad lørdag den 16. maj.


Sponsorer 2019

Senest opdateret: 14. Aug. 2019 10:15

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter