Grupperejser og lejrskole, Guider og busture, Lokale råvarer – Samsøfortællinger

På safari i Nordby

Du skal ikke forvente hverken løver eller zebraer på denne safaritur, men derimod masser af gode fortællinger og flotte naturoplevelser.

Fra sandorm til safaribus
Sidste år erhvervede den samske landbrugsvirksomhed Brdr. Kjeldahl en vogn, der tidligere har været brugt som Sandorm ved Skagens Gren og derefter som safaribus i Knuthenborg Safaripark. ”Når nu vognen allerede havde kørt safariture, så var det jo oplagt at kalde det for Grøntsagssafari,” fortæller Jens Kjeldahl om initiativet.

Og grøntsagssafari er lige netop, hvad der venter gæsten. Vognen er indrettet med sæder og store vinduer, så man sidder behageligt også på de knoldede veje og ud over markerne. Man kan rigtigt suge indtryk til sig.

6½ kilometer historiefortælling
Vognen er spændt efter en traktor, hvis fører fortæller om alt det, man passerer i løbet af turen. ”Udgangspunktet for safarien er grøntsager og landbrugsproduktion, men guiden kommer også ind på naturpleje, kulturhistorie, geologi, grundvandsbeskyttelse, jordfordeling, Danmarkshistorie, sagn og røverhistorier. Man får virkelig noget at vide i løbet af den halvanden time, turen varer,” fortæller Jens.

Turen starter ved den store parkeringsplads i Nordby og går derfra gennem markerne rundt om byen. Undervejs gør bussen et par korte stop, hvor man kan være heldig at se noget af det meget dyrevildt, der er på Nordsamsø. Efter 6½ kilometer er turen slut, og man bliver sat af, hvor man startede.

Senest opdateret: 12/08/2020 13:35