De voksnes Samsø, Livet på Samsø, Mit Samsø

Her har vi tid til at holde i hånd

Charlotte og Søren forelskede sig for alvor i Samsø, da de i 2014 holdt et brag af et bryllup på øen. Dengang boede de i Ringsted og levede et travlt liv som de fleste andre. Men en dag fik de lyst til at sadle om.

Mørket er også rart
Ikke lang tid efter brylluppet købte Charlotte og Søren et sommerhus i Ballen, som blev brugt flittigt både sommer og vinter. ”Vi startede med at være i huset på den allermørkeste tid på året. Det var sådan set en god ilddåb, for vi fandt hurtigt ud af, at vi trives med de synlige skift i årstiden og vi er aldrig nervøse for, at her skal blive for dunkelt og trist,” fastslår Charlotte.

Parret fandt også hurtigt ud af, at vennerne og familien gerne kom rejsende fra Jylland og Sjælland, for at besøge dem, ”og det var helt sikkert med til at give os skubbet til at skifte status fra deltidssamsinger til heltidssamsinger,” husker Søren.

Hold kæft, hvor er I modige!

Efterhånden som Charlotte og Søren og deres datter, Sofie, kom hyppigere og hyppigere til deres samske åndehul, begyndte drømmen om en ny tilværelse at tage form. ”Jeg trængte til nye jobmæssige udfordringer og i det hele taget havde vi brug for at få ro på familielivet. Vi valgte simpelthen at ville prioritere hinanden noget mere,” fortæller Charlotte.

Det var slet ikke planen, at Samsø skulle være fast base for den lille familie, men så en dag stod de alligevel dér med flyttekasserne pakket. ”Det var selvfølgelig en stor og vild beslutning. Jeg sagde mit job op og flyttede til Samsø, uden at have et nyt. Sofie skulle skifte til en ny skole og en hverdag langt fra sine kammerater og sin far. Vi havde et hus i Ringsted, som slet ikke var solgt og vi vidste ikke præcist, hvad vi flyttede over til. Alligevel føltes det helt rigtig. Vores venner var ret imponerede over vores modige beslutning. Rigtig mange drømmer jo om fuldstændigt at skifte tilværelsen ud med en ny, men de færreste gør noget ved det,” fortæller Charlotte.

Brikkerne falder på plads

Foreløbigt har familien fået en rigtig god start på den nye ø-tilværelse. Sofie er startet på Onsbjerg Lilleskole, der med sine kun 70 børn er både hyggelig og tryg. ”Alle kender og hjælper hinanden, og jeg har allerede fået en masse gode veninder, som jeg tit har med hjemme,” fortæller Sofie, der går i fjerde klasse.

Sofie elsker dans og musik, og en gang om ugen tager Charlotte hende med til Odder, så hun kan gå til disco og hip hop. Ellers er der ikke så meget, Sofie savner ved det nye liv på Samsø. ”Jo, en H&M-butik!” udbryder hun.

Charlotte og Søren har meget hurtigt fundet den nærhed, som var en af grundende til, at de overhovedet flyttede. ”Folk på Samsø kerer sig om hinanden. Alle er simpelthen så hjælpsomme, og det er klart med til at skabe en god stemning af, at her hører man til,” forklarer Søren.

Parret har også været aktive i forhold til at skaffe sig et nyt netværk. Søren er bl.a. engageret i Lions Club og Charlotte er kommet med i skolebestyrelsen på Onsbjerg Lilleskole, ligesom hun også allerede har fået sig en mængde nye kolleger: ”Dagen før flyttelæsset kørte fra Ringsted, var jeg så heldig at få job på Samsø Skole. Det er som om, det hele bare falder i hak,” fastslår hun.

Med under 100 meter til stranden og hele den samske natur lige om hjørnet har familien fået et element ind i deres liv, som giver dem en anderledes fredfyldthed, som de ikke havde før: ”Det hele virker mindre fortravlet, mindre intenst. Vi sidder tit derhjemme og holder i hånd. Det gjorde vi ikke så meget før,” fortæller Søren, der endda har fået overskud til at begynde at vinterbade.

Mulighedernes ø

Søren arbejder ved et stort lampefirma, og har lavet en fin fordeling, hvor han arbejder ude tre dage om ugen og er hjemme to dage. ”Afstanden er slet ikke en ulempe, for det er ret nemt at udnytte tiden om bord på færgen til at arbejde i. Det kan man jo ikke, hvis man sidder i en timelang kø på Køge Bugt Motorvejen. Denne her model har faktisk givet os mere tid og ro om aftenen,” forklarer Søren.

Ved siden af sit fuldtidsjob er Søren også, hvad han selv kalder en moderne suppe-steg-og-is-musiker. ”Jeg er tit afsted i weekenden, for at spille til en fest eller et andet arrangement, og her er det ret ideelt at bo lige i midten af Danmark. Jeg får også flere og flere spillejobs på Samsø, og det er rigtig hyggeligt,” fortæller Søren.

Charlotte og Søren har også planer om at lave en lille virksomhed – SamsøByStage – og øen er som skabt til at udleve sådanne drømme, er de enige om: ”Hvis man går med en iværksætter i maven, så er Samsø et rigtig godt sted. Her er i forvejen et stort drive og masser af potentiale.”

Ambassadører

Faktisk er den lille familie blevet så glade for deres nye liv på Samsø, at de gerne opfordrer familie og venner til at gøre det samme, og der har allerede været gevinst. ”Snart flytter min mor og hendes mand også til Samsø. De har fået en dejlig lejlighed i Brundby Gl. Skole med udsigt over marker og hav. Det bliver så skønt at få noget familie helt tæt på,” slutter Charlotte.

Senest opdateret: 26/08/2020 11:05