Familietræf på Købmandsgården

En weekend sidst i august samledes Birgitte Vollmer og familien til deres traditionsrige fætter-kusine fest, som de har holdt hvert år i over 25 år. Dette år gik turen til Samsø.

Fra alle verdenshjørner
Familiemedlemmerne i Birgitte Vollmers familie er drysset godt ud over hele landet. Ja, hele verden faktisk. Hun bor selv ved Frederikssund. Andre bor så forskellige steder som Viborg, Ærø, Tyskland, Lolland, Hornslet og Canada. Det er med andre ord ikke hver dag, alle kan samles. Derfor fandt familien ud af, at de skulle reservere en weekend hvert år, hvor storfamilien kunne finde sammen.

I år var det Birgittes tur til at arrangere turen. Hun havde gennem en kollega hørt om Købmandsgården på Samsø, der har plads til store selskaber, og sammen med en kusine tog hun til Samsø for at kigge nærmere på forholdene.

”Vi blev hurtigt overbevist om, at Købmandsgården var det helt rigtige valg til en familiefest. Det er et fantastisk sted med god beliggenhed tæt på både badestrand og byen. Der er en slags museumsagtig stemning over Købmandsgården, og det er virkelig spændende og hyggeligt. Samtidig var der god plads til at alle kunne spise sammen og værelser nok,” fortæller Birgitte.

Hygge og fest
I løbet af fredagen begyndte de forskellige familiemedlemmer at ankomme fra øst og vest. 32 personer i alt i alderen to måneder til 97 år. Så kunne alle samles til fællesspisning og hygge fredag aften, inden øen blev udforsket om lørdagen.

Her blev det blandt andet til en tur i labyrinten og Nordby Bakker for nogle, imens andre bare blev i Ballen og nød ferielivet i strandkanten. Søndag var det igen tid til at spredes fra alle vinde oven på en god og veloverstået weekend.

Birgitte kan også sagtens forestille sig, at Samsø igen på et tidspunkt kommer til at danne ramme om fætter-kusine-træffet: ”Samsø ligger jo godt på den måde, at folk kan komme til øen både fra Sjælland og Jylland. Og så er det et sted med fred og ro. Det kan jeg godt lide. Det er en del af charmen ved Samsø”.

Senest opdateret: 21. Feb. 2019 14:55

Vi bruger cookies

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet